Slid er sundt.
Næ, det der slider
er at tro,
man ikke gider.

Kære søskende. børn og hvem der ellers læser dette.

Her vil jeg give en beskrivelse af mit liv så godt som jeg husker det.

Jeg er født d. 23-9-1918, i Sønder Nissum, på gården "Pilgård".

Det første jeg kan erindre er at, jeg havde nogle rødder til søskende, men efterhånden som jeg lærte dem at kende, kunde jeg fornemme at vi hørte sammen, selvom det var en meget hård barndom vi alle har haft.

Da jeg var 4 år kan jeg huske, at vores far var en meget travl mand, han kørte mælkevogn med 3 nordbakker og jeg fik lov til at møde ham på turen op til mejeriet i syd Nissum og at han spillede kort til langt ud på natten, det var der jeg kom til skade, jeg skulde stoppe hans pibe og da vores far så opdagede, at jeg også kunde tænde den, så blev der skældt ud over at den var blevet for varm.

Ræven havde jo bidt far, jeg kan stadig se blodet rende ned, af hans ene lår. Ræven var død den næste dag, den hang på porten, vi var bange for at komme for tæt på.

Min storebror Thomas havde den ære, syntes jeg, at tage hestene med i engen og at vi havde fået et lille rødt Nordbakker føl, som vi var helt ville med, og når Thomas kom hjem med den igen, så havde føllet hvid mule, den havde været inde på møllen og fået valset havre, og hvad han kunne fortælle om føllet gjorde os helt grønne af misundelse, blandt andet når lærerinden kom i engen og der var hø, så dækkede de føllet til og tumlede oven på det og når det blev for meget så sprang den op og løb ud til moderen, ja som Thomas kunde fortælle, jeg kan også huske, at når mine søskende havde været hos murer Søjborg og konen havde set at de var sorte i ørene, så blev de renset med hårnålen og det så de skreg, så det kan godt være at jeg holdt mig langt væk, men så vidt jeg husker var der kun en gang og det var nok, så jeg skreg når jeg skulde der op, men de havde sådan nogle dej lige dige svaler i grusgraven og det var sjovt at se, men øreskrækken var der jo også.

Så kan jeg huske at far skulde skyde en ged, Thomas og jeg var med, men blev lukket ned i en kalder sammen med deres børn.

Så er der feriepigerne, dette var en begivenhed, når de kom, det bedste og det jeg husker bedst, var da deres forældre kom, en søster var på nabogården den hed "Store Pilegård", der var også en tredje søster, men jeg husker ikke hvor hun var.

Men det jeg husker igen og igen var at vores far havde så travlt, fiskede i Nissum Fjord og var også med på Vesterhavet ved Bjerrehuse. Når far var på havet for at fiske og så han kom hjem, så havde han store klumper harpiks med.

Som noget af det første jeg husker er at mor og Thomas havde tændt bål under en gammel gryde, hvor harpiksen kom i og smeltede, så blev hjemmeskoene dyppet deri og i sand flere gange, så at der kom en slidstærk sål. Det blev også mit arbejde at sy såler, da vi kom til Thorsted.

I mosen om sommeren, jeg kan se far for mig, når vi var ude med mad. Også i rørene om vinteren, var jeg med en gang, hvor far havde flere folk i arbejde, rørene blev sendt til Tyskland, men det vidste jeg ikke dengang.

Jeg havde nær glemt et meget stort indtryk som jeg fik, jeg husker to mænd som der blev sagt onkel til, som var hjemme for at se til mor, det var vist kun den ene som var i familie med os og som havde taget mor med hjem fra Amerika som cam, et årig, men disse to onkler kunde spille på harmonika, så vi lo, græd og hoppede, det har stået ret stærkt for mig, ja jeg ville så:. gerne lære at spille, men jeg har prøvet alt, men kan ikke.

Jeg husker lige pludseligt, sandet på gulvene i vores hjem. Jeg erindre en lidt større gård end vores, hvor familien hed Rodals og havde børn på min alder, vi kom der tit, selv efter vi var flyttet. Vores søster Grethe var også på en gård ved siden af vores, som havde taget hende til sig, for vi var så mange, de havde selv en datter som var lidt yngre, familien hed Peter Kjærs, man var altid velkommen hos dem, men det var som om at man kunne fornemme at søster Grethe ikke ville hjem og derfor trak sig tilbage og vi børn så troede at sådan skulde det vare.

Så kommer vel det som gav mig den første store sorg, vores herlige føl skulle sælges, jeg kan endnu se mor stå og græde og sige til far om vi ikke nok måtte beholde det, men der var ingen kære mor, sælges skulle det, selv vores storebror Thomas græd og var godt gal.

Så begyndte en tid med en masse uro, jeg tror jeg lagde mærke til at mor blev så sær, og så blev der talt om at vi skulle flytte og vores mor skulle ikke med, der var for en femårig ingen mening i noget af dette, og så pludseligt sad vi der på læsset og kørte 2 mil igennem Ulfborg og så faldt jeg vist i søvn og vågnede op på gården i Thoste, der var en af naboerne med fra Syd Nissum som skulle tilbage med hest og vogn den næste dag.

Der var så meget at se på, men så pludseligt var der ikke så meget tid. Alle fik noget at gøre, særligt gik det vel mest ud over vores storebror Thomas og vores søster Thyra, som var kommet hjem for alle skulle arbejde, mor kom en uge senere med en lille fyr, som kom til at hedde Tyge. Nu var der pludseligt arbejde hver dag, det eneste jeg så hen til var når vores feriepiger kom og nu kom der to og til sidst kom alle 3, og så, deres forældre, så var der endnu mere at lave for vores mor.

Jeg var 5 år, da vi flyttede til Thorsted, men jeg skal bruge en masse blokke inden jeg er færdig med alle mine mange, søskende, som jeg fik.

Ja kære Thomas de havde ret i den forbandede støut (trillebør), da du skulle ud med hestene i marken. Ja det var hårde tider for alle, ikke mindst for vores forældre, hvor meget kørte skævt og der var mange uheld, som står meget tydeligt for mig far købte kunstgødning ja nu skulle grøderne i jorden men ak stormen lagde det over alt med korn og gødning og sådan blev det ved i 3 år og med 3 danske heste, der også gik til en fik søm op i højre baghove, hvor der gik betændelse i, far havde været i Ulfborg med den, og ville have smeden til at skære hoven ud og ville derfra havde været til dyrlæge, men smeden grinte af far, det skulde han nok klare med kreolin, jeg var med, men ak sådan skulle det ikke gå 14 dage efter kunde den ikke rejse sig og den kom ud i laden, hvor vi hejste den op om aftenen og jeg var pålagt at skulle fodre den med vand og vaskede gulerødder og rive hø ud på logulvet med en høtyv, men efter en måned så kom politiet, vi var blevet anmeldt af herregården, far havde misrøgtet hesten, men det var en grim løgn.

Nu jeg er begyndt med herregården så må jeg vist forsætte. : Far var jo et jagtmenneske, men vi havde ikke boet der ret længe, så kom en 7-8 mand med geværer ned igennem vores mark og jeg kunne godt se den gamle fik travlt, der blev nu stoppet patroner i en dobbeltløbet, ja der var noget at se på, det var vores mark, ja i skulle have set det, far gik ret sløset op til dem og sagde goddav og inden de havde set sig om skreg han "smid geværerne ellers plaffer jeg" og de store mænd stod der som børn, de havde jo fået lov af herremanden og det var ham som bestemte her, men de blev klogere, patronerne blev pillet ud af deres geværer og så afgang, men herremanden forsøgte at hævne sig mange gange, stjal får som stod tøjret og vi kunne se deres fodslav i sandet og dagen efter blev Thomas sendt op på herregården for at spørge om de havde set vores får, men det havde de ikke, sagde de da, men Thomas og jeg blev sendt af sted igen og fandt fårene spærret inde i et hjørne af deres fårehus og med trussel om politi så kunne de pludseligt godt huske at de havde vores får, ja det var en af utrolig mange beretninger om herregården.

Vores gård var på 129½ tønder land og længst ude var der skov og et tønde land, som var dyrket og der lod herremanden sine får, ca. en 60-70 stykker gå og græsse og så var den gamle sur igen og stakkels Thomas blev sendt til herremanden, for at sige at de skulle fjerne fårene inden en time, men der skete intet og så gik den gamle til skovs og plaffede et får, og så skulle Thomas af sted til herremanden og sige at der lå et får oppe ved skoven som var blevet skudt og hvis de ville bruge det så skulle de hente det, så gik der vel et par uger så var den gal igen også denne gang var det Thomas som to gange måtte frem og tilbage, men så røg der to får, men så hjalp det også, men fårene skulle jo hævnes og der blev brugt mange kneb fra herremanden.

Som ældre kan det være svært at forstå, at de rent menneskelige kunde, men jeg forstår ikke det retslige, når det kom til politi, men det var jo den rene svindel hele den retslige side, uden for Viborg, var de alle i familie, som jeg lærte da jeg siden kom til Ulfborg.

Men der er mange beretninger der skal med først, ja der blev ved med at komme små søskende med ca. 2 års mellemrum og de skulle passes, jeg erindrer når vi skulle vaske op om sommeren, så ville vi så gerne ned at bade i bækken og vi vuggede de små unger, så vuggen var ved at vælte, så vi kunne komme af sted, er det til at forstå at de holder en smule af en efter så mange onde tanker vi havde om dem, inden vi kom af sted. Der var jo kun en time til at spise og vaske op og så af sted ja hvor blev legetiden af. Vi havde ingen eller i hvert fald meget lidt, vores skønneste tid var når feriepigerne kom, så var der lidt leg, vores far havde sat en gynge op i laden, en dobbelt gynge, hvor vi kunde være en 5-6 unger på af gangen, eller så tog vi i engen for at høste hø, det skulle jo slås med le, der var så blødt, at vi skulle rive revlen sammen, så hesten kunne gå på det, med en stige på langs af jorden, som vi stod på og lavede små stakke, som så igen blev båret til stedet hvor der kunne køres med vognen, ja der var nok at tage fat på, men når vi skulle spise og vores mor kom med mad, så var der løjer, så kom vi små skrubtudser i lommerne og ned under kjolen på Københavnerpigerne og de skreg, ja så kunne det gå så vidt, at den gamle hævede stemmen, så de stakkels piger kunne trække været igen, det var skønt når de var der og hvor jeg vrælede når far kørte dem til Ulfborg og de skulle hjem igen, der var jo et helt år til at vi skulle se dem igen og året efter kom deres forældre også , der er en særlig dag som jeg erindre, der blev spændt for med to stive vogne med halm i bunden og så havde mor lavet madkurve og vi kørte til skovs, ud til noget der engang havde været anlagt, som blev kaldt Paradiset, det står for mig som det største barndomsminde.

Så skulle vores storesøster Thyra ud at tjene og vores anden storesøster Grethe kom hjem, ja jeg skrev hjem, men hvad kom Grethe hjem til, hun kom jo fra en "beskyttet" tilværelse, hvor der blev passet på Grethe i alle ender og kanter og hjemme skulle der arbejdes sammen med en flok søskende, som hun ikke kendte og vi var vist ikke så kloge at hjælpe hende, men tværtimod, at Grethe kan tilgive os fra dengang er til hendes ros og hun kan nok bedre beskrive os. Først da vi kom ud og tjene og hun blev misrøgtet, men det vil jeg gerne komme tilbage til.

Ja, så kom vi så vidt, at jeg skulle i skole og der blev pløjet to fuger igennem Heden, så vi kunne gå der, men ak vores knogler, vi gik med spidse træsko og sparkede os selv til blods, for vi måtte ikke gå af 1andevejen for der kom herremandens børn og der var en datter som hed Christiane, som jeg havde et godt øje til og mine andre søskende sladrede, men ak det var vist godt det samme, det endte dårligt for dem alle.

Jeg kan huske et efterår hvor vi kørte de sidste læs korn hjem, det så ud til regn og var ved at blive mørk, så vi måtte skubbe de to sidste læs ind i laden og mor fik ved sidste læs fingre i klemme mellem baghjulet og egestokkene, stakkels mor. Der gik betændelse i sårene og hun kom først til læge længe efter.

Vi havde også en rundgang og så måtte man rundt sammen med den stakkels hest og var selv helt rundtosset, så fik vi lagt tækkerør på staldbygningen og jeg var ret god til at løbe hen ad rejsningen og mor skældte ud, hendes lille Peter kunne jo falde ned, men ikke denne gang. men ak jeg var jo snart blevet så gammel at jeg skulle med vores karl som hed Johan, ud i laden at tæske med plejl og hvor vores far havde lavet en der var 1/3 mindre end karlens og når vi så var færdige med et logulv, så skulle der jo nye neg på og vi tog fra logulvfuld, som var helt oppe under taget i laden, og da vi havde smidt så meget ned så lavede vi et bånd af neg og lod os glide ned, men Johan var halvvejs nede og jeg var godt sur og sprang efter og ramlede ned på logulvet. jeg kan se det for mig endnu og føle den forfærdelige svimmelhed, som varede 10-12 dage, nu om dage hedder det vist hjernerystelse.

Ja, der er så utroligt mange erindringer og jeg må vist nøjes med de vigtigste, ellers bliver jeg aldrig færdig.

Herregårdens enge lå så vi kunde se dem fra gårdspladsen og hvor de græssede deres kreaturer, de var tøjrede, man brugte ikke andet i min egn dengang og de havde en pige på ca. 14 eller 15 år, som passede en 60-70 kreaturer, som skulle bindes sammen og den stakkels pige blev stanget og græd, det var næsten umulig for en voksen.

Den stakkels pige, vi fik besked af vores far om at hjælpe hende. Køerne skulle kogles sammen, det vil sige for herremandens køer så skulde der være 10 eller 12 i første kørvel, så de rigtigt kunne trampe vores korn eller afgrøder vi havde på begge sider af vejen og det skulle vores far finde sig i, men nej af en Vendelbo at vare, så blev der sat stakit op, men det hjalp ikke, det blev revet op og smidt langt ind i vores korn, så om igen og gravet dybere ned, men ak det blev revet op igen og for tredje gang blev der sat brædder i bunden, jorden var sandjord. Men så skete det mærkelige, da vi havde sat os til middagen den følgende dag kommer der en enspænder vogn ind på gårdspladsen, det var en som solgte potter og vores forældre røg ud og omfavnede denne mand, det var en gammel arbejdskammerat til vores far og som de havde kendt for mange år siden og han blev en hel uge, han var en hyggelig gammel snegl. Samme aften da det blev mark, gik Søren Bes, ja det var hvad han blev kaldt og far op og gemte sig i kornet og ganske rigtigt, hørte de stemmer og de to, som der kom, begyndte at rive hegnet ned og så skreg Søren Bes skyd Jens og pokker tog ved de to, jeg kan endnu høre Far og Søren Bes komme grinende hjem og uden gevær. Men næste dag stillede politiet hos Far og Søren Bes kunde jo bevidne, at der ikke havde været noget at skyde med og den gamle ville jo vide hvem der havde følt sig truet, og så kom det frem at det var Herremanden og hans ældste datter, så blev der jo grin ud af det.

Søren Bes blev som sagt hos os en uge og dette holdt os oppe, Thomas blev første karl, jeg anden karl og ham selv blev fodermester, men så tog han på rumlen igen, men kom igen flere måneder efter, han var herlig. Mange år efter var han med til noget udgravning i Holstebro, hvor jorden skred og kvalte ham, mor og far sørgede meget.

Vi skar jo klyne, altså lyngtørv og fældede træer og der blev til kvas som vi brugte til brændsel, det var en meget hård vinter, og far fik lov af Herremanden til at grave tørv på højre side af vejen til Kronhede Skole og jeg var med far derude og så kom en gammel forslidt husmand forbi og standsede op og ordene lød sådan, " har du fået lov til at grave tørv på den jord af Herremandens" og far rettede sig op og sagde "hvad siger du" "jeg har vist allerede sagt for meget", sagde han og skyndte sig at cykle væk, og så blev der retssag igen, både i Ulfborg, Ringkøbing og i Viborg, hvor den gamle tabte dem alle, det var et familieforetagende, så det var umuligt at få ret, men far opgav ikke, han skrev så til Kong Christian den tiende, jeg husker ikke hvor lange efter, men så kom der brev fra Viborg Domhus, at det var fars jord, men det hjalp ikke, alt gik skævt. Besætningen blev skiftet ud to gange på grund af tuberkulose og svinene fik Rød Rosen, og selv hønsene døde af tuberkulose, vi rensede og rensede og alt blev oversprøjtet af Kreolin, men intet hjalp der blev slidt og slæbt, som ingen tror, alle var med, det var hårdt for vores forældre.

Ja, jeg kunne blive ved, men noget der undre mig den dag i dag er at vi sad en morgen, klokken har vel varet halv syv, ved morgenmaden og skulle i skole så lød der en knasen fra loftet og far sagde til karlen, "Johan gå ud for at se hvad det er" men han var vist bange for han svarede far, "det kan du selv gøre" og da så far lukkede lemmen op til loftet, så var der ildhav og far skreg til karlen og Thomas at de skulle få dyrene ud, vi havde vist en 4 eller 5 heste og den første der kom ud var en jydsk sort, som altid løb fra os hvis vi ikke passede på den, men den morgen skulle den ingen steder den blev stående i den åbne stalddør og mor råbte "Jens kan vi ikke slukke det selv ?". det prøvede vi så og Thomas blev sat til at pumpe og pumpen plejede altid at gå i stykker, men ikke denne dag, og der gik spande fra hånd til hånd og far var længst oppe og råbte til mig, rend efter hjælp, jeg sprang efter hjælp, men der var ret langt, den første gård jeg kom til var Herregården, der ville jeg ikke søge hjalp og den næste gård, var der kun en mand hjemme, så først på den tredje gård var der 3 mand, som kom til hjælp.

Årsagen til at de fik det slukket var at der havde varet et ordentlig lag rimfrost på stråtaget så ilden kom ikke igennem og frisk luft, ellers var det gået galt, den ene af dem som kom og hjalp blev siden min svoger, det var mus eller rotter, som havde gnavet fugerne ud ved skorstenen så da mor havde tændt op til morgenmaden, var det gnister som var røget ud i kvaset, men det står stadig for mig som en gåde hvordan de fik det slukket, det var lige op af halmet over hestestalden, der brændte en stor fårkravaj, som vi havde til kanen og hesten stod der 2-3 timer efter. Vores mor fik to sølvskeer af Brandlavet for hendes kamp for at redde gården, jeg har arvet en af disse skeer.

Men ak mange år efter at vores forældre var kommet fra gården, brændte den en sommerdag, men hvordan vil jeg helst ikke skrive om, men der var ingen mor som råbte, kan vi ikke redde den.

Ja der var mange pligter som kom med alderen, fårene som skulle flyttes og ind når vejret var særligt slemt, jeg husker en forårsdag, det var begyndt med islag. Thomas jeg skulle få dem ind og det tordnede og væltede ned med is og sne og vores hænder var begyndt at pregle (blive forfrosne) og det gjorde så forfærdeligt ondt, vores mor sagde at vi skulle holde dem i koldt vand, men ak hvor gjorde det ondt. Sådan kunne det også være fra skolen når det var uvejr og det kunne være slemt ved den jydske hede ca. 1 mil til og fra skole.

Jeg kom til at gå hos frk. Thyra Svendsen som var min lærerinde og jeg elskede hende for hun var så sød ved mig i den korte tid som jeg var der. Jeg begyndte i skole i august som jeg fyldte 7 i september, men vi blev holdt hjemme ret ofte, når der var behov for hjælp til alt muligt. Hvad siger i til 7 eller 8 tønder land med kartofler som vi satte med en sæk over skulderen, det var tungt og vi opdagede at der var noget som hed ryg.

Vores nabogård over bækken var en plantørbolig og familien hed Store Maren og Lille Peter, som vores forældre havde lidt komsammen med. Store Maren var god til at rende ind over noget forvitret krat og indhegninger for ikke at gå forbi vores gård for at komme til Herregården med sladder, men det gik vist ikke op for vores forældre før flere år efter at de fik fortalt at Store Maren løb over stok og sten op til Herregården, da den rigtige vej gik forbi vores gård, men ak jeg kom til at kende dem ret godt, da der var gået et år kom jeg derhen for at, tjene , de flyttede til Skovgården i Ulfborg.

Men først vil jeg fortælle om det nye Plantørægtepar, de var herlige, ligeså deres børn, de havde 3 og jeg blev ven med den mellemste som hed Kristian Bank. Christina Bank, hun var meget sød ved vores forældre og ved mig, de så hurtigt hvor hårdt vi sled i det og hvor skævt det gik, mor, far og jeg var der ofte til kaffe og Christina havde altid mindst 21 slags kager på bordet, men et blik fra far eller mor så tog man ikke mere, det var så let. Jeg husker en aften vi var der, far og Ib Bank havde travlt med at snakke eller hviske, at der var spor efter en krondyr oppe ved et stykke korn inde i skoven, det brugte man og når det var helt rent så såede de forskellige slags træer der, og Ib Bank vidste at vi ingen mad havde, de var gode mennesker, og da vi kom hjem om aftenen, så tog far geværet og gik og næste morgen skulle storebror Thomas og jeg spande for og lægge halm i bunden af den stive vogn og køre til Ulfborg Plantage og hente et krondyr, det var så stort som en ko og hvad gjorde så sådan et par knægte, dyret skulle jo hjem. Vi måtte tage et af sidefjeldene af og ligge bagud med halm på, for så at tage remmen af hestene og binde til halmen og derfra til krondyret og trække hestene frem, men vognen kørte med, uden dyr. Så fandt Thomas på at stikke en træstamme i baghjulene så klarede vi det og så gik det hjemad, sultne og forkomne, med halm omkring krondyret, så der ikke var nogen, der kunne se hvad vi kørte med og så blev den slagtet og delt ud til de allernærmeste, som også var fattige.

Jeg kan huske at der blev inviteret på mad og der blev spurgt om hvor far dog havde skudt sådan et dyr, ja om det var inde på egen mark måske ?.

Christina Bank var meget sød ved mig, jeg var jævnaldrende med deres søn og når der blev syet små jagttasker og købt små knald pistoler så var der også til mig, det var skønt at opleve venlighed på denne måde.

Jeg kan huske en forårsdag, at jeg hentede Kristian og var på vej hjem, så så vi et stort krondyr vi skyndte os hjem efter far men da han kom ned til bækken så var den væk.

Jeg husker også den sidste vinter, vi drenge sad og syede såler og pigerne strikkede eller hæklede overstykker til kludesko og så var der engang hvor det havde sneet så meget at far skulle stille til en snerydning og far havde købt en ny skovl og vores karl skulle af sted, men tog en skovlfuld sne for at smide efter far det ville jeg ikke finde mig i, så jeg tog en snebold og ville smide efter ham, men jeg stod for tæt så da jeg kastede ville han holde skovlen for, hvorved jeg huggede min tommelfinger i skovlen og flækkede 1/3 del ned til negleroden og hvad gjorde mor og far så, de spyttede på fingeren og forbandt den godt sammen og siden har jeg haft en flækket tommelfinger. Ja, som Thomas vil sige, gale katte får revet skin.

Thomas var også kommet ud tjene, langt ud mod Ørnhøj, og jeg skulle ud til gården hvor han tjente, det var efter at vi havde haft gymnastikafslutning, hvor jeg kom til at se ud af vinduet og så at det brændte, det var en stor gård der hed Rosten, der var mange der så på vores gymnastikafslutning og Herremanden var den nærmeste på mig, så jeg sagde KræLysgård det brænder vist og alt blev standset, hele gården brændte ned og mange dyr omkom og nogle af dem var løbet ned til mosen, men var slemt forbrændte. Far kom ridende på vores den største for at hjælpe med dyrene og slukningen og så skulle jeg som sagt til Thomas og på vejen hjem kunne jeg ikke forstå at jeg så dobbelt og disse dyr, som gik og var slemt forbrændte, så jeg ofrede mig og da jeg endelig kom hjem, havde mor lagt sig med spansk syge, det var forfærdeligt, man var ved at blive kvalt i skyer, der væltede ind over en og jeg fik et eftersmæk, da jeg gik ud med bare ben for at tisse bag hestene, føj hvor var vi syge.

Jeg kom til at se at julemanden var far, han hentede en spand sten, som juletræet skulle stå i, men juleaftenen var ikke dårligere af den grund, maden var ekstra god og jeg kunne se at far piskede flødeskum, med to gafler, det var skønt, selvom julegaverne ikke var store, en træhest det første år, som jeg lavede seletøj til af snor.

Der er mange sjove historier at skrive om, blandt andet kan jeg takke Thomas for at jeg aldrig har været bange. Vi kunne godt lide at drille hinanden.

Så kom foråret 1926, hvor mor og fars humør var meget svingende og 1 maj skulle jeg ud at tjene som 8-årig, jeg græd vist, det gjorde man kan jeg huske. Jeg skulle hen til Ulfborg hos Store Maren og Lille Peter skovgård, det satte mig fuldstændig i stå, jeg skulle bo i et karlekammer alene med mus og rotter, de havde 2 sønner, den ene var tømmer og gift og boede i den ene af hovedhuset.

Hans kone hed Mathilde, som jeg kom til at holde meget af og hendes mand Svend lignede faderen og var den bedste af dem. Jeg fik dog set og hørt hvad en radio var, det var en af de første dage hvor Maren tog mig med ind i stuen og viste mig radioen. Jeg troede at hun tog gas på mig, men det var rigtigt nok, det var første og sidste gang jeg kom ind i stuen. Det var en grim plads, 2o kr. og 2 tønder kartofler og et par træsko og så blev man sat til alt, det var forår så møddingen skulle læsses på vogne, det var hårdt selvom vi var vant til lidt af hvert hjemmefra, så var der ingen hjælp eller kære mor.

Jeg skulle den første sommer gå i min gamle skole, der var 2 mil, og så på en cykel uden fordæk og ad en gammel grusvej Min gamle lærerinde Frk. Thyra Svendsen, syntes at det var så synd for mig så hun gav mig to dæk og slanger, og når jeg mødte hende i Ulfborg, så gav hun mig altid penge, en 25 øre eller 50 øre, og det var mange penge for mig, jo hun var meget sød ved mig. Jeg hjalp hende også med at flytte møbler i middagsfrikvarteret, så fik jeg lov til at spise sammen med hende.

For at komme tilbage til Maren, så brugte hun sine sønner til at holde øje med mig, når de to sov middagssøvn, det meste af sommeren gik med at hugge kvas eller krasse stenene på gårdspladsen, og den yngste søn var sammen med byens unge til at lave sjov om aftenen. Et gartneri som var over for jernbanen gik heller ikke sin tur forbi , der var blandt andet taget gulerødder, så da det kom Maren for øre, så var det lille mig som fik skylden og så måtte jeg ikke gå over til jernbanen om aftenen.

Jeg husker også, at der var engang mor havde været forbi med rent tøj til mig, hun blev hverken budt stol eller kaffe, selv om vi sad og spiste, først da gik sandheden op for vores forældre, hvordan Maren var.

En dags tid derefter skulle jeg med ud at samle kartofler op, som også blev solgt ved døren, vi mødte en pige hun var vel en 13-14 år og så skulle Maren vise sig, jeg skulle ned på knæ med mine rene bukser, det ville jeg ikke mor havde jo lige vasket dem, så kunne jeg godt skrubbe hjem og arbejde videre, så var hun sur en hel uge.

Hun skulle altid vise sig og tog ind til byen til byens damer, der holdt komsammen på skift, så der var meget sladder i Ulfborg. Damerne bestod af Dyrlægefruen, Sagførerfruen, alle de store var der, og de var godt orienteret om alt hvad der foregik.

Sikken en tid, jeg husker at selv på min fødselsdag var jeg nede og luge gårdspladsen i middagspausen, gårdspladsen som lå ret tæt på køkkenhaven, hvor der stod et Augustus æbletræ og jeg kunne lige nå et æble, som var faldet igennem hækken, jeg havde set mig godt for så ingen skulle se mig, men ak Maren, havde alligevel set mig, nok gennem gardinet, men hun sagde ikke noget i første omgang, men da jeg havde spist 2 skiver rugbrødsmadder og en skive sigtebrød, så blev der sagt velbekommen og at da jeg selv havde taget min fødselsdagsgave, så kunne jeg jo godt gå i seng til mine mus og rotter.

Men der var en ting Maren ikke havde regnet med, for svigerdatteren Mathilde kom senere med kage som hun selv havde bagt og sagde til mig, at jeg ikke måtte sige det, alle var bange for Maren.

Jeg har mange minder fra den gang, jeg husker også en gang da vi skulle køre roer hjem fra engene, så var sønnen og svigerdatteren ude at tage op og hjælpe Peter med at læsse to vogne og jeg skulle så læsse af begge vogne. Man brugte en logulv, hvor der var korn i, ca. 2 meter og så skulle jeg smide roerne over sidefjellerne, som man brugte for at have større læs, der var ca. 1 mil til engene, men først skulle jeg læsse det første læs af og da logulvet var ca. 10 meter dybt, så kneb det for en lille en som mig, at kaste roerne, så de nåede kun halvvejs, så der blev 4 læs som jeg skulle klare.

Jeg kan huske at jeg lige havde læsset det første læs af og rettede ryggen, så var Maren der og sagde, sig mig bestiller du ikke noget dreng, jo svarede jeg, jeg skulle lige rette ryggen og jeg skal jo læsse 4 læs, mens Peter kommer med 2, så blev hun sur og spurgte mig om jeg skulle svare igen, og så løb hun efter mig ind i roegulvet og da det var højest på midten, så løb jeg rundt og Maren efter mig og så faldt hun og jeg kom til at grine, fordi den store runde kvinde lå der og sprællede, vræ1lede, hun var godt sur og sagde at jeg kunne bare vente mig til Peter kom hjem, så skulle jeg få en drag prygl, men sådan gik det ikke, for da Peter kom hjem var jeg ikke færdig med sidste læs, for jeg var jo bange for Maren og skulle se efter hende. Så skulle vi ind og have eftermiddags kaffe og så måtte jeg ud med historien og ville ikke med ind, men Peter sagde at jeg skulle, han skulle nok passe på mig, så jeg skulle så sidde inderst og Maren var denne gang stum.

Nu må jeg vist hellere slutte med dem, som satte de værste spor i min barndom, men dog er der lidt endnu.

De havde et stykke jord med 2 tønder roer og kartofler, hjemme ved gården på 6 tønder land, hvor man græssede køerne om formiddagen, dengang brugte man at malke 3 gange om dagen og om eftermiddagen skulle køerne så ud på engen. Så en eftermiddag Svend, Mathilte og gik og hakkede for sidste gang i disse roer, kom der ud fra skoven en spand heste med to vogne efter og straks syntes jeg at kunne kende hestene og dem på vognen, det var mine forældre og hvad der var på vognen, jo alt deres bohave og mine små søskende som stak hovederne frem her og der. Så gik det op for mig, at de var flyttet fra gården og jeg gemte mig i roerne og græd, da det hele gik op for mig. Mathilde kom hen og trøstede mig og det glemmer jeg hende aldrig for.

Så begyndte kampen for at overleve for vores forældre igen. Maren var godt nok kommet med nogle ord, som jeg ikke forstod dengang. Og Peter sagde flere gange det taler vi ikke om nu, det vil sige mens jeg var der, så pludseligt forstod jeg en hel del, da far og mor kom til Ulfborg. Denne dag havde far været der og lejet sig ind hos noget af herregårdens familie, dog langt ude. Men da de kom med flyttelæsset blev der nægtet dem adgang, så vidste far og mor ikke hvad de skulle stille op med 4 børn, et spand heste, 2 vogne og hele deres bohave. men tro mig om i vil, der er altid en som hjælper, når det ser værst ud og det gjorde der også her. Der var to smedier i Ulfborg, den ene hed Svendson og far var på vej ud af Ulfborg og holdt op ved smeden og der er jo altid to lejre i en by, så Svendson havde en lille lejlighed og staldplads, hvor vi kunne bo.

Far begyndte som vognmand, men skyldte en slagter nogle penge for en hestehande1 og måtte skille sig af med den bedste af vore heste og fik en der var skør, men forsøgte dog alligevel at drive en vognmandskørsel, men der gik 6-7 måneder. Thomas var hjemme fra hans nye plads og vi skulle ned for at fodre af og der hang den nye hest over sidebommen, dyrlægen kom og sagde at den havde opsprængt noget inde i maven og så blev den aflivet. Så måtte far sælge den sidste hest og vognene.

Far og mor var i mellemtiden flyttet til en ejendom med 4 lejligheder og far tog sit arbejdstøj på og gik til Hvide Sande for at få arbejde, der blevet sagt at der var arbejde at få i forbindelse med at der skulle bygges en sluse og gennemsejlingen. Jeg var hjemme en kort tid, for jeg havde fået en ny plads på en gård i Ulfborg hos Jeppe, som havde en lille ejendom med 6-7 Kreaturer og svin og to heste. Så kom far hjem og købte et stort hønsehus hos Cristoffersen Hotel, jeg var med til at gøre det rent og skille det ad, det skulle til Hvide Sande. Far havde lejet et stykke klit, som hønsehuset blev gravet ned i. Jeg troede at jeg skulle med, men da det gik op for mig, at det skulle jeg ikke, gik jeg hjemmefra, jeg vrællede og var faldet i søvn en 4-5 timer og havde ligget og frosset, så tog jeg nok hjem igen, efter dette reddede jeg mig en gang Mellemørebetændelse og skulle til lægen i byen, som de skyldte penge, så mor kunne ikke sende bud efter dem. Jeg var frygteligt syg og lå i sengen i 12 dage og var døv på det ene øre og skulle så til den nye plads. Mor og mine søskende tog til far.

Jeg husker da jeg kom til Jeppe og vi skulle have korn ned fra staldloftet, så sprang jeg ned fra 3-4 trappetrin og der var det at der eksploderede noget i mit hovet, så jeg fik hørelsen igen. Jeppe havde en datter, som hed Jane, hun skulle giftes desværre med en rigtig laban som drak og kørte galt i fuldskab, så da der var gået et stykke tid, var Jeppe det meste af tiden hos Jane i Tredved Madum, så jeg, en 9 årig, skulle malke og sælge mælk ved døren og passe svin, muge ud og jeg havde endnu længere med køerne. Hestene havde Jeppe græssende ved Ulfborg markedsplads, det var nogle dejlige heste, jeg red altid på hesten og den ville slå mig af, men jeg var vant til store danske heste hjemmefra, men derimod når jeg skulle hente den uden for byen og tog tøjrepælen op, så svang hesten mig rundt så jeg til sidst måtte slippe den og der blev grinet godt af mig indtil jeg fandt ud af det, så var der ingen som grinte mere, og der blev klaget helt til Hvide Sande, over at jeg kørte for stærk, men det var dejlige heste.

Det var nu værst når jeg skulle ned med køerne, så stod knægtene fra Ulfborgs bedre stillede hjem og skød mig med slangebøsse, så jeg måtte lære køerne at gå alene, jeg havde lavet en pisk med ståltråd i så hjalp det, men en middagsstund var de ved at overrumple mig, det var en 6-7 stykker og de råbte at nu skulle jeg have tæsk, men jeg var heldig endnu en gang for Jeppe stak hovedet ud af førstesals vinduet og råbte at nu skulle han og pokker tage ved dem. Men det var altid i tankerne, hvornår de fik fat i mig, inden jeg havde lært at klare dem.

Så fik Jeppe en husbestyrerinde, en sød og kærlig pige på en ca. 30 år, hun var meget sød ved mig, så Jeppe var misundelig og blev gal i knolden, når Magda satte mig på køkkenbordet og vaskede mine forslåede ben, man gik jo barfodet fra 1 maj til 1. november, så de fik jo mange knubs. Det var sjovt for når Jeppe skældte ud så svarede Magda igen, jeg har fyraften så du skal ikke blande dig. Men Jeppe hævnede sig, han havde et stykke hvor han dyrkede tomater og jeg var meget glad for dem til smørrebrød, men når jeg ikke havde lavet nok, så var der ingen tomater. F. eks. var der et stykke mark ude i skoven hvor der var kartofler og gulerødder, så kneb det med at nå mere end 2 rækker, det var for lidt mente Jeppe. Jeg skulle først en mil i engene med køerne og så en halv mil den anden vej og det samme til aften og benene var jo små og jeg var træt af det megen arbejde og havde aldrig fri, sådan var livet.

Vores søster Grethe som også tjente i Ulfborg, blev nærmest mishandlet sådan måtte hun slide, jeg så rødt når jeg så hendes husbond, men hvad skulle vi gøre.

Thomas tjente en 2 mil fra Ulfborg, jeg så ham vist ikke en hel sommer, men hans husbond kørte mælkevogn til Ulfborg så fik man da en lille hilsen engang imellem.

Vores storesøster Thyra og hendes mand og børn boede også i Ulfborg, dem så jeg en sjælden gang, der var dog en dag i middagspausen jeg sad ved en lille å, som løb gennem Jeppes have, hvor Thyra kom løbende med deres næstældste Anker, som havde slugt noget, men ved at hun løb med ham på armen, så var det, han havde slugt røget ned i lungen og man fandt det først senere. Det var et 3 -" søm.

Nu tilbage til Jeppe, han spiste ost, en af den slags som man kan kalde på, jeg hentede den på Mejeriet, den var låst inde i kælderen, for ikke at løbe væk. Magda og jeg kunde ikke lide lugten, så den blev lukket inde i en osteklokke.

Her havde jeg den bedste lærer efter Thyra Svendsen, selv om jeg kun gik i skole en gang om ugen og kom for sent to gange samme dag det var jo det at køerne skulle 1 mil ud i engene, men han forstod mig og forklarede hvorfor jeg havde svart ved at skrive, der var noget med at jeg vendte bogstaverne forkert, i dag kalder man det vist ordblind, men han var herlig og god ved mig, vi skulle på en sommerudflugt på cykel ud til et gammel Herresæde, den hed vistnok Ulfborggård, vi skulle have saftevand og madpakke med, men lille mig måtte ikke få fri, så tog læreren hjem til Jeppe en dag, vi sad og spiste, så spurgte han Jeppe om jeg ikke kunne få fri, men Jeppe sagde nej og at jeg ikke lavede nok, men det mente lærer Andersen nok jeg gjorde, han havde forhørt sig og Jeppe så rødt. Så tog læreren en bog op af lommen og begyndte at regne hvor mange torsdage at jeg var kommet for sent 2 gange og der skulle jo betales mulkt (bøde ), det var jo ikke så godt, men så kunne jeg få fri, det var flot, l/2 dag den dag og en anden 1/2, på en hel sommer. Den anden halve dag var vi til marked i Ulfborg.

Men Jeppe steg dog i min agtelse, jeg skulle have 50 kr. en tønde kartofler og et par træsko. Jeg fik 6o kr. Og var hjemme i Hvide Sande i en kort periode og også til at gå i skole, den ved Lyngvig Fyr, men ak havde jeg haft en god lærer i Ulfborg, så fik jeg det modsatte i Lyngvig, de kunne ikke lide arbejdsbørn og læreren tjente hos strandfogeden om sommeren og hans to unger ville bestemme det hele og vi var 3 nye, min søster Gitte og en dreng fra en af ingeniørerne ved slusebyggeriet og vi var lige dårlige alle 3.

Strandfogeden tog mig en dag, jeg var gået hjem fra skolen og smed træ i havet, jeg viste jo ikke at det var delt ud i hvert sit stykke og at det var drevet i land, det hørte tilfældigvis til hans lod og så klagede han til læreren, så begyndte det først at gå mig galt, læreren skulle giftes og vi tre måtte ikke vare med til gave eller noget andet og pludselig skulle jeg blive inde i frikvarteret, de havde taget min søsters bolde, som hun havde fået i julegave fra vores feriebørns forældre i København, og det ville jeg ikke have.

Men det værste var, da jeg skulle sidde over så drengene kunne sparre mig vejen hjem og en dag klarede jeg et par stykker, men så en dag var der en 7-8 stykker, som forfulgte mig, så jeg måtte en tur ud i havet, men det var ikke nok for dem, for så stenede de mig, så da jeg endelig kom hjem, løb blodet, så mor ikke kunne kende mig, og jeg spurgte mor om det kunne være rigtigt at de behandlede mig sådan og det var med lærerens hjælp. Mor sagde at vi ikke kunne klage for så kunne vi jo ikke bo der mere, men jeg fik da talt med ingeniøren og han havde en samtale med læreren, så gik det igen og jeg kom tilbage til Jeppe i Ulfborg resten af året, og selv om jeg ikke var der i hele året fik jeg alligevel 60 kr. , kartofler og træsko og jeg jeg fik heldigvis min gamle skolelærer igen, og jeg havde sat sådan lidt respekt i drengene, så det var kun de små træfninger.

Jeg var jo også snart 11 år og øvet i den brutale verden jeg var sat i.

Men det skulle blive værre viste jeg heldigvis ikke.

I mellemtiden var Hvide Sande ved at være færdig og vore forældre flyttede til Møgeltønder. Far arbejdede i et firma, som hed Styrup og Provst Jensen og de flyttede med da Hvidåen skulle udvides. Da efteråret kom, så rejste vi, Thomas, Grethe og jeg til Møgeltønder. Thomas fik plads i Gerup hos nogen som vores mor havde tjent hos da hun var ung og Grethe fik plads i Højer eller Gerup. Men Sønderjylland var ikke spor bedre end oppe i Jylland.

Jeg husker noget af det første mor sagde, du må ikke vare med til at stene vagabonderne, selv om de andre gør det, sådan var det efter tysk skik.

Vor mors barndom var Gammelby tæt ved Visby og mor var også i familie med Lønborg, som havde ja nærmest en Herregård, hvad vi syntes var stor, med 18 arbejdsheste og 2 til stadskørsel. Jeg kom der en del, de havde 3 sønner og den ene på alder med mig, han hed Marius. Vi skrev og ringede sammen med ham, han endte som provst i Glamsbjerg og en af de andre blev politimester i Odense og den sidste overtog gården.

Men for at komme tilbage til Møgeltønder, vores far sled i det og var helt udkørt når han kom hjem fra arbejde, så jeg lærte hvordan det var at lappe cykel og tage mig af mine små søskende det var rart at være hjemme igen, men ak glæden var kort Jeg kom til at gå i Møgeltønder skole, men kun 3 måneder.

Jeg nåede at få en ny lærer, en tyskvenlig en, føj for pokker, men det vil jeg komme tilbage til.

Mor havde en halvsøster i Høgslund, som vi kaldte Tante Thyra, hendes mand kaldte vi onkel Nikolaj, de havde ingen børn selv, for han var blevet såret i lysken under første verdenskrig, men de havde en plejedatter som hed Hanne, hun hjalp vores tante, men de ville gerne have en som kunne hjælpe Nikolaj og det blev så mig og skulle så igen væk fra min familie og havde jeg ikke savnet dem da jeg var i Jylland, så blev det værre i Høgslund. For det første var de meget religiøse, så Hanne og jeg skulle passe meget på hvad vi sagde og hvordan vi udtrykte os, men der var ikke noget i vejen, når de talte om mor og far, det kneb for mig at tage det.

Men der var også lyse timer, særlig når onkels familie kom på besøg fra Solderup, de havde 3 sønner og 1 datter og hvor kom jeg til at holde af dem alle. Jeg tog derhen så tit jeg kunne og var altid velkommen og en af dem var på alder med mig. Drengene og jeg tog til en eller anden hjemmetysk fest, som blev holdt i en stor dal og hvor tyskerne havde gravet skovle, spader og gul ragelse ned i jorden, som de så fandt og så sang de "Deutschland über alles" og allerede dengang var der nogle som skreg "Heil Hitler", det kunne jeg ikke snuppe og sagde "Heil Kong Christian" så kunne det godt være at de 3 unger fik fat i mig og slæbt mig ud, ellers var jeg vist blevet tævet,

Så begyndte den svære tid med både dansk og tysk i skolen og bønderne imellem. De såede korn 2 gange i yderkanten af de bedste marker, for tyskerne var jo bedst og drev kvæg ned til Hvidåen for så derefter at drive dem ind i tyskland om natten og det der var værre var at når vi besøgte Onkels familie i Tyskland i nærheden af Leckhede.

Onkel havde 3 søskende tilbage og når vi kom der måtte der ikke vare nogen og så turde de ikke at sige noget til os, men når de unge var taget til Sporthalle, så kunne de fortælle, så mit unge sind tog skade resten af livet. De var i 1933 og da viste de allerede, at der var fangelejre, som flere af deres naboer var havnet, de var kommet til at sige noget og så var de blevet stukket. Der gik en historie om 3 koner som havde været over grænsen til Danmark og købt margarine, som de havde gemt i deres benklæder, det blev opdaget og de blev tvunget til at sidde i vagtstuen, hvor der var så varmt at margarinen løb dem ned af benene. Tyskerne var søde ved deres "egne", det var ånden som man kom meget tæt ind på dernede.

Nu vil jeg forsætte med at fortælle om skolen, den 7 eller 8. som jeg kom til at gå i. Jeg tror at jeg vil nøjes med at tænke på l. og sidste dag, da jeg kom skulle vi have tysk, men da jeg ikke kunne dansk spurgte jeg om jeg ikke kunne få lidt mere dansk og så kikkede læreren ned på mig, jeg sad på bagerste række og sagde "ja da" og kom med en ABC, for 7 eller 8. gang i min skoletid, så gik jeg helt i stå. Læreren kunne vist ikke lide min Onkel, han var jo også kun en lille husmand.

Min sidste sluttede med eksamen og der var lagt 2 stykker papir med brøkstykker, som vi skulle regne og han viste, at jeg aldrig havde set eller lært det. Da vi var færdige med regnestykket, så skulle vi komme op til ham og stå ret og aflevere det og var stykket regnet rigtigt ud måtte vi gå ud. Der var jo forældre med og ved siden af mig sad en tysk storbonde, som jeg kom hos, da en af drengene fra Sollerup tjente der, og så sagde han til mig "regn nu Peter", men jeg svarede at jeg ikke kunne, Læreren viste jo at han ikke havde lært mig at regne, men så regnede bonden dem for mig og så var den potte ude. Men læreren kunne jo se, at det ikke var mig, som havde regnet det, men han turde ikke sige noget for storbonden var gammel officer fra den forrige verdenskrig og var også nazist nu.

Onkel og tante havde også noget høkerudsalg og der var tørvemosen hvor onkel gravede tørv op i ramme, som jeg så skulle ride rundt med hesten og en ko bagved, for at ælte tørvemassen. Onkel var med i Husmandsforeningen, og der manglede aldrig noget, der var arbejde nok til både Hanne og mig.

Jeg var lige fyldt 13 år, da jeg blev konfirmeret, min far og mor var med og blev der i to dage, det var dejligt og en stor dag for mig. Hanne og jeg blev konfirmeret sammen, hun havde været meget længere end jeg og fik lidt mere, så jeg var vist lidt misundelig, men jeg fik 13 kort og 37 kr. , som blev omsat til en ny cykel til 52 kr.

Jeg var også ude at arbejde på andre gårde, jeg husker at jeg kom cyklende til Tønder, Kong Christian og Dronningen var der, og da de gik forbi os unger, så så de direkte på os, og jeg tænkte ved at se dem, så kunne jeg sende en hilsen med hjem til mine forældre i København. Ja, sådan var der jo så meget og jeg håber at i kan forstå mig.

Jeg kom ud at tjene tæt ved den 1. november 1933 og det var en dejlig plads, bonden var ungkarl og havde forpagtet det af 2 søde aldre mennesker, det var første gang der blev sagt til mig at kartofler var dessert, så dem skulle jeg spare på, som vi dog spiste der, det var første gang jeg oplevede det, men det var en stor gård, så der var arbejde nok at se til, så meget at i næppe kan tro det. Men der var en helt anden ånd, så man havde lyst. Der var ca. 60 tønder land og en hest, der skulle rides til. Dyrene blev behandlet godt.

Jeg kan huske at en tyr som var kommet løs en aften, det var sent da jeg kom hjem, jeg skulle gå gennem kostalden med en hånd foran, for der var ingen lys, lige pludseligt stak jeg hånden ind i en stor slimet mule, så måtte jeg op i hovedhuset og fik kaldt på bonden.

Jeg kan ikke undlade at skrive om hestene, særlig den store en dejlig brun jysk hest, som altid gik med den korte hammel og når den skulle til Tønder (7 km), kunne den løbe med uden en sveddråbe. Den havde en lang hale så lang at den næsten slæbte langs jorden. Vi var meget sammen og jeg grad da jeg skulle rejse fra den. Det var de forbandede nazister som var skyld i det, de ville have mig ind i Hitler-jugend, men det skulle jeg i hvert fald ikke, så jeg blev kanøflet og det var slemt jeg fik tæsk så blodet flød og mit tøj blev revet i stykker. Min cykel blev sparket og det var mange gange. Bonden og de gamle sagde at det var forfærdeligt, han var godt nok tysker, men dansk af sind, jeg hjalp ham siden med at blive dansk stadsborger.

Jeg gik på aftenskole i Abild og vores lærer fik fat i mig, det var hen på sommeren han sagde at hvis jeg ville overleve så skulle jeg se at rejse og hvis jeg kendte nogen et andet sted så skulle jeg tage af sted. Så tog jeg til København, over til mine forældre og mine søskende. Jeg kan ikke glemme den tid, det er vel forståeligt. Jeg havde jo set og hørt alt der skete forud for krigen og det var i grunden dette at jeg var med i modstandsbevægelsen i alle årene.

Nu vil jeg slutte, men jeg håber, at jeg får lov at forsætte en anden gang.

Peter

Peter døde i 1996
Last update 6.2.2009