Erindringer fortalt til kusine Olga af min kusine, Anna Møjen, datter af onkel Marinus i Stenhøj, Anna fyldte 90 år den 29/6 1984.
Onkel Karl,blev som den yngste søn ejer af sit hjem, og jeg husker da han og onkel Anton blev enige om at rive den faldefærdige lade ned og bygge en ny op.
Alle stenene blev lavet af ler vand og græs, vel for at holde sammen på det hele og æltet sammen i en stor kasse og først når "dejen" var æltet med fødderne så fint og jævnt og tæt at man dårlig kunne trække fødderne op, blev den fyldt i en stor ramme, med mange små rum i, så store som mursten og først når stene var tørret ind så den store ramme kunne løftes af, blev stenene tørret på marken i solskinnet, der var en masse store rammer så det blev til mange sten.
Men jeg må da ikke glemme min fastre. (Min far var Onkel Marinus) Maries storebror.
Den ældste hed Sine, men hende har jeg aldrig set, hun flyttede ned syd på, vist nok til Ringkøbing.
Faster Marianne var altid så mild, jeg tror hun var sypie og blev gift med en murer, jeg husker at faster var så stolt da hendes søn hjalp til med at bygge Voerså skole.
Og så vor kære faster Marie-hun var så smuk og sang så dejligt og blev gift med en murermester og musiker Peter Larsen, tror jeg nok han hed, i Dybvad, De havde et helt musikorkester og kørte med en stor lastbil med klaver trommer og alle de musikinstrumenter som hørte sig til den gang.
Men nu til noget helt andet, vor farfar (morfar) kaldte man "Bøjer Hans" og han var den sidste Bøjer under Voergaard, inden stavnsbåndet blev ophævet, lå der en mængde fæstegårde fra Voergaard og helt ned til Lyngsaa, både Dalen og Nybro har sikker hørt til dem.
Når de unge karle var 16-18 år måtte de ikke flytte fra egnen, de var stavnsbundne til at være der, for hvis der blev krig skulle herremanden stille med så mange soldater som han ejede hektarer jord,og det var jo mange med Voergaard iberegnet, så de unge måtte arbejde dels hjemme og dels på Voergaard. Efter stavnsbåndets opløsning kunne de så blive selvejere på fæstegaardene, dels ved at betale med penge ellet ved at møde og gøre hoveriarbejde på Voergaard ved tørvegravning og i så og høsttiden, så blev der sendt en mand som godsejeren stolede på,ud for at "bøje" disse folk og der var farfar(morfar) så den sidste budbringer.
Derfor var "Bøjer-Hans" et hædersnavn..
Bedstemor (mormor) græd meget for en lille dreng på ½ år var meget syg og ville kun have bryst, men bedsteafar var hård-ham kunne Marinus nok sidde inde og vugge, bedstemor tyggede så lidt rugbrød med sukker i og tog 4 små sutte og satte dem i en overkop i vinduet-men ikke tale om at lillebror ville tage dem, han bare skreg og skreg, de store søskende skulle passe flytte faar malke og lave mad, så Marinus synes jo nok at den lille var tørstig og tog noget mælk og vand i munden som den lille kunne suge til sig, så Marinus rakte sin tunge langt ud og det hjalp en kort stund, så måtte det gøres om igen og det var ofte-så da bedsefar og bedstemor kom hjem var Marinus,s tunge så tyk og øm at han dårligt kunne snakke og den lille ville ikke tage brystet og døde i løbet af natten.
Oldemor, vor kære mormors mor boede i Alfarvad Skov i et hus "Troldhuset" og de drev smugkro for kjeltringer og røvere som overfaldt bønderne når de kom hjem far Hjallerup marked eller andre handelspladser, hun fik hurtigt navnet "Trolkvinden", Marinus kom op til hende da han var 8 år og skulle passe grise i hendes svinesti, da han boede der blev han ofte kaldt op om nattet og skulle gå en lang tur gennem skoven til en mand som var brændevinsbrænder, det var ganske farligt dengang, men Marinus har alle sine dage været ivrig afholdsmand efter det han havde hørt og set i "Troldhuset", oldemor kunne drikke dem alle under bordet, som løn fik han lov til at låne hendes sko til sin konfirmation.
Da oldemor blev gammel og svagtgående kom hun til Dalen og her blev hun sat ved bilæggeren,hvor hun spandt om vinteren og bedstemor hængte i med den store væv-alt det hun kunne få tid til., faster Marie (min mor) var jo hjemme og kunne passe madlavningen.
Der var ikke meget rengøring for alle gulve var lerstampet, og tabte man lidt vand eller lignende blev der lagt lidt sand på.
Jeg husker faster Marie (min mor) strøede en bakke sand under den nederste lange bjælke på den store væv-for hver aften kom 6 små lavbenede høns ind og satte sig der for natten, og det var jo ikke altid æg de takkede med for natlogiet, oldemor fandt ud af at de lagde æg ude i diget om den store kirsebærhave, og da oldemor havde et par store lommer i sit vadmelsundertøj, bad hun mig (Anna) om at gå til købmanden og købe en hel fl.brændevin til 19 og en til 21 øre, så måtte jeg købe sukker for resten af pengene.
Men det hændte bare 1 gang så forpurrede faster Marie det, for oldemor gemte brændevinen til 6 af sine trofaste venner fra Skoven, Marie ville ikke have det røverpak ind i huset og bedstefar holdt med Marie, og bedstemor græd hun havde så grumme let til tårer.
Jeg husker alle navne på oldemors venner, først "Bette Laurits" straffet mange gange, "Kræn Jættrup" som var hans hjælper, "Monspræsten" han havde engang studeret til præst, og når han fik en tår over tørsten slog han ud med armene og sagde "Gør ikke som jeg gør men gør som jeg siger", de tre kvinder var "Ball Hanne", "Rytter Kirstine" og "Springthea",-oldemor holdt af sine venner og de også af hende, selvom de aldrig blev budt indenfor.
Bedstefar var så glad for sit lille huggehus hvor han havde huggeblok og høvlebænk, og så var han så god til at lave træsko, de var så lette, var lavet af elmetræ, og så kørte han med træsko i sækkevis bag i sin fjedervogn som var lavet med hæk, og solgte dem på Aalbæk Marked, vi fil altid en sæk store og små træsko når han overnattede hos os i "Bannerslund" hvor min far Marinus var fodermester, høkeren i Nielstrup og Jerup og købmanden i Aalbæk købte mange træsko-og så købte bedstefar vognen fuld af små magre lam som så blev fedet op på Dalen,s gode græsmarker.
Det var altid en god handel og så kunne der blive uld til at karte hele vinteren, bedstemor kunne væve vadmel og lave garn til hele familie.
Bedstefar fik det ene ben ampurteret, ved et uheld gik det ene hjul af et læs kartofler over hans ene fod, så der gik koldbrand i foden og det måtte amputeres.
Der skete det engang han hjalp til ved kartoffeloptagning på hans ældre dage efter han havde solgt "Dalen til sin søn Karl, vejret var regnfuldt og jorden fedtet og hestene kunne ikke få den tungtlæssede vogn igang og blev uolige og for til og fra så skaglerne sprængtes, efter disse var lavet igen sagde Bojer-Hans til sin søn Karl "No mo do styrr hestene`å så legger a mæ på knæ å tår i jegern" (egerne) å på hywlt (hjulet) å hjelper te mæ å fo wuni(vognen) i gang" Den kom også men i samme tag skred venstre ben under "Bojer-Hans og vognhjulet kørte over benet so havde fået nogle hudafskrabninger, han så på og tørrede noget "blarr" (klistret jord) af det "Sån e`kon mogværk" sagde han og fortsatte med at samle kartofler op.
Men der gik dødkød i benet, og det døde han af nogle år senere "Men det var hans egen skyld" mente man. Opdateret d. 9.2.2005